//anne marie helt
// B I L L E D K U N S T N E R
// Tlf.: +45 27 96 04 24
Fernisering lørdag d. 21. februar 2026 kl. 14.00.
Feer, farver og fabulerende filtuniverser. Anne Marie Helts udstilling Maleriske spor fra mit liv spænder over flere års arbejde med billedkunst og kunsthåndværk. En praksis, som for kunstneren er lige dele intuitiv og legende.
»Den røde tråd er, at jeg føler mig som en tolk, der får impulser fra en indre kilde til at stille mig op foran staffeliet og se, hvad der vil ud. Jeg kan hverken planlægge motiv eller farver, da det hele foregår ret hurtigt. Sommetider får jeg intuitivt at vide, hvad billederne handler om, og andre gange er jeg overrasket over, hvad der kommer ud.«
Bio: Anne Marie Helt debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1988. Siden har hun udstillet på en række censurerede udstillinger og i kunstforeninger landet over.
Lige siden barndommen har Anne Marie Helt været optaget af mønstre, farver og teksturer.
»Da jeg gik ud af skolen, ville jeg kun noget med tegning, men jeg blev rådet til af forældrene og lærerne at tage en ‘fornuftig’ uddannelse. Jeg valgte så pædagoguddannelsen. Efterfølgende arbejdede jeg i kreative værksteder på skole og daginstitution med maleprojekter, filtsyning, silkemaling og meget andet i mange år.«
Sideløbende udviklede hun sine egne filtfigurer af feer, dronninger og kloge koner.
»Foruden at male, elsker jeg at brodere og ‘perle’ på egne originale filtarbejder. Det er eventyragtigt og meditativt at lave, og gammelt håndværk og historie har altid inspireret mig. Viden om forfædrenes præg på nutiden er en vigtig kilde, der også risler gennem mine malerier.«
Udstillingen Maleriske spor fra mit liv kan ses i Galleri Estrup fra d. 17. februar 2026-15. marts 2026.
Mandag: Lukket
Tirsdag: 12-17
Onsdag: 12-17
Torsdag: 12-17
Fredag: 12-17
Lørdag: 11-15
Søndag: Lukket