// birgitte nymann eriksen

Tanker om tilblivelse, proces og udtryk 

I min kunst arbejder jeg med at bringe noget sammen, som ikke altid hører sammen, men måske kunne komme til det. Hvad kan opstå? Hvad kan findes? Impulserne opstår i det sete og i processen i en tilstand mellem vågen og drøm. Et ønske om at male det åbne landskab, himlen, havet og den lille figur infiltreres af stenens dyreansigt og linjen, der bliver plante.

Jeg kan og vil ikke bestemme over materien, selvom jeg paradoksalt forsøger. Griber den blege gule, masser af vand, taber lidt efter en lyseblå klat. En orange sol står op, kalder på en rødviolet veninde.

En historie skrives med farvernes gennemsigtighed og tæthed, strøgets lethed og tyngde, linjens leg og stregens intensitet. I det fraværende nærvær overraskes jeg af noget jeg kender, men ikke før har set. Havet er ultramarinmørkt. Farverne til låns. Øjets fryd. En glinsende grøn bille vandrer over et maleri.

Farverne, vandet, lyset og naturen er ikke stof vi skal beherske, men den verden vi er en del af. 

I samspil med mediet og det jeg møder, undersøger jeg om der kan skabes vedkommende sansbare – måske æstetisk skønne eller urovækkende – konstellationer, der taler til mig og andre uden, at vi måske helt kan forklare hvorfor.

Birgitte Nymann Eriksen (f. 1958)

Medlem af BKF, Billedkunstnernes Forbund.  

Bor og har mit atelier i Hellebæk. 

Jeg arbejder både figurativt og abstrakt med maleri, tegning, keramik og mange andre materialer.

Uddannet som tegner og grafiker på Skolen for Brugskunst i 1988. 

Mag. Art i Kunsthistorie fra Københavns Universitet i 2011.

Lektor på pædagoguddannelsen, hvor jeg siden 1994 har undervist i billedkunst, æstetiske processer og kreative og udtryksformer.

Udstillinger bl.a. Forårsudstillingen på Charlottenborg og Kunstnernes Efterårsudstilling, på Den Frie.